Hvad er et linoleumstryk?

Linoleumstryk er en grafisk højtryksteknik, som har sin oprindelse i de gamle asiatiske træsnit. Materialet linoleum blev opfundet i midten af 1800-tallet, og siden 1890’erne har det været brugt til kunstnerisk produktion. 

Et motiv overføres eller tegnes direkte på linoleumspladen. Derefter snittes motivet med skarpe knive i forskellige størrelse og bredde, hvilket sammen med tryk og vægt afgør stregens dybde. Det er dermed muligt at lave meget organiske motiver ud af det ellers hårde materiale. Når motivet er snittet, dækkes pladen med et lag sværte, før det trykkes på det valgte papir - enten i hånden eller på en trykpresse. 

Ved hvert enkelt tryk skal linoleumspladen dækkes med sværte på ny. Der vil derfor være variationer i farvemængde og farvedybde, hvilket er med til at gøre hvert enkelt tryk unikt.

Hvert tryk signeres og nummereres af kunstneren. Nummeret i nederste venstre hjørne på dit tryk - for eksempel 11/20 - viser, at dette motiv er trykt i 20 eksemplarer, og dit tryk er nummer 11.

Hvordan passer jeg bedst på mit tryk?

Du modtager dit tryk (op til A3-format) i en klar cellofanlomme, som beskytter det mod snavs og fugt under fragt. Opbevar gerne trykket i lommen indtil det er klar til indramning, og håndter det derefter på samme måde, som du ville gøre med et fotografi - forsigtigt og med rene hænder.

Større tryk er rullet sammen ved ankomst. Rul forsigtigt trykket ud og placer gerne nogle tunge genstande - bøger eller lignende - ovenpå for at flade det ud, før du sætter det i ramme.

Indramning er et personligt valg. Nogle tryk kommer i standardformater, hvilket gør det let at finde en passende ramme. Hvis dit tryk har et særligt format, kan du enten vælge at få lavet en ramme på mål hos en rammebutik, eller du kan købe en ramme i et lidt større format. Dette vil ofte være et godt valg, fordi du på den måde vil kunne se trykkets flotte, rå kanter. Mange tryk ser også godt ud med et passepartout.